DISCO-2: Satellitter og Signaler på Steno Museet og en travlere tid

I vinterferien oplevede mange børn og deres forældre repræsentanter fra DISCO puste liv i den danske rumfartsdrøm til Steno Museets “Satellitter og Signaler” arrangement. Børnene kunne se frem til at opleve hvad det vil sige at kommunikere med en satellit, samt hvad en satellit egentligt er. DISCO var repræsenteret på to fronter, den tekniske og den praktiske. Hos den tekniske post fik de lov til at lege med vores mobile jordstation og få hænderne i vores lego satellitter, imens de lærte omkring cubesats. Her kunne de meget interesserede børn få lov til at sætte antennen til at følge en af de mange satellitter, som flyver over os hele tiden. Hos den praktiske post, fik børnene indblik i hvad vi kan bruge DISCO-2 og lignende cubesats til. Her havde de studerende sat en stor klump smeltende is frem, som de ved hjælp af et kamera kunne lave en 3D-scanning af. Dette kunne undervise børnene i hvordan vi skal bruge DISCO-2 til at undersøge de grønlandske gletsjere.

Udover et succesfuldt arrangement, er der kommet ordentligt knald på i projektet! Med tidsplanen der skrider frem, og brikker der falder på plads, sidder de studerende i øjeblikket optaget med en masse spændende opgaver. Her har vi også et stort antal talentfulde studerende, der har valgt at skrive bachelorprojekt hos os i alt fra brugergrænseflader til satellitbaner. Da komponenterne ankommer, og clean-room bliver sat op, er det mest opgaverne i Test & Integration samt Operations som begynder at tage fart! Noget som de studerende koblet på opgaven har gået og ventet på i lang tid.